2007 - BLOK PARTY satte gang i Gellerup
To uger i juni 2007 stod Gellerup på den anden ende, da kulturfestivalen ”Gang i Gellerup” løb af stablen med 14 dags aktiviteter rette mod både børn og unge, voksne og gamle.
Med udgangspunkt fra Festpladsen midt i Gellerup, hvor Cirkus Tværs havde opslået alle cirkusteltene, blev der både fejret grønlændernes nationaldag, sang og kagedag for ældre, holdt oprydningsdag i Gellerup og Toveshøj og børnedisko og cirkusworkshops. Og i Beboerhuset Laden kunne man smage på hele verden.
To musikdage ”BLOK PARTY” med stor scene midt på plænen midt i Gellerupparken dannede afslutningen på de 14 festdage. Her mødte op mod 2000 borgere op for at høre musik og hygge sig sammen i det dejlige sommervejr til tonerne af blandt andet U$O, Jøden og Vincent Van Gogo.
2006 - 8220 Naboskab gav kendskab
Gellerup Fællesråd gennemførte i 2006/7 med støtte fra Integrationsministeriets dialogpulje dialogprojektet ”8220 Naboskab giver kendskab”.
Målet var at skabe bedre naboskab og større kendskab mellem borgerne i de to bydele Gellerup og Gl. Brabrand, der deler postnummeret 8220.
Projektet udløb i september 2007 og sluttede af med en dialogdag i GLOBUS1 og en stor fælles grillaften ved Brabrand Søens bred lørdag den 25 august. Her deltog over 150 borgere fra de to bydele.